Elever søger efter deres køreskole på Internettet. Men der er stor forskel på, hvordan den enkelte køreskole klarer sig online. En kortlægning af køreskolers synlighed på Google viser, at mange kørelærere mister elever til konkurrenter pga. manglende synlighed. Samtidig er der fejl i en stor del af de online annoncekampagner, som køreskoler bruger til at ligge øverst på Google. Det koster nye elever.
Mange køreskoleelever søger på Google
I Danmark var der sidste år (2020) gennemsnitlig mere end 150.000 søgninger hver måned, der relaterer sig til kørekort.
Samtidig kan myten om, at søgningerne kun sker i store byområder aflives. Fx har lokalområdet 8500 Grenaa i gennemsnit haft 1500 søgninger hver måned det seneste år. Selvom det ikke er alle søgninger, der potentielt kan give en ny elev, er det stadig så stor en søgeaktivitet, at køreskoler, der ikke er opmærksomme på det, risikerer at miste flere og flere elever til konkurrenterne. Der er dog stor forskel på, hvordan køreskoler formår at være synlige online.
Få løber med resultaterne online
En stikprøveundersøgelse foretaget i starten af 2021 viste, at under 10% af køreskolerne når Googles topplaceringer (her defineret som synlige over ”folden” på desktop). I undersøgelsen var det ofte de samme virksomheder, som indtog de øverste placeringer i annoncerne, som også lå højest på de gratis placeringer.
Google er bygget op, så de mest synlige resultater oftest er annoncer. Disse får langt de fleste eksponeringer og køreskolerne får mulighed for uddybende reklametekster, der præger eleverne til at vælge dem.
De næste placeringer på Google ved lokale søgninger (eksempelvis ”køreskole randers”) er oftest en liste med såkaldte ”virksomhedsprofiler”. De viser bl.a. de lokale virksomheders geografiske placering og hvor mange anmeldelser virksomheden har fået – i form af gule stjerner kombineret med virksomhedens rating. Næsten halvdelen af køreskolerne vi tjekkede, havde ikke formået at få én eneste anmeldelse på Google. En ellers oplagt mulighed for at øge sandsynligheden for et opkald eller et besøg på hjemmesiden.
Værre endnu er det, at langt størstedelen af køreskolerne slet ikke er synlige på første side (hverken i annoncerne, på de gratis placeringer eller i virksomhedslisten (også gratis)). Det betyder, at når kommende elever aktivt leder efter en køreskole på Google, så er der kun 25% chance for at blive set, idet 3 ud af 4 personer aldrig klikker videre til side 2 i Google.
Mange tror fejlagtigt de ligger højt i Google
Mange ejere af en køreskole går i den tro, at de faktisk er synlige, men mange er formentlig gået i ”Cookie-fælden”.
Har du selv besøgt din hjemmeside via din PC eller smartphone, kan enhederne gemme din adfærd via en såkaldt ”cookie”. Det betyder, at næste gang, du selv søger på fx ”køreskole”, vil din egen hjemmeside blive vist på en god placering. Men disse placeringer gælder ikke for andre brugere. Derfor kan du let blive ”snydt” til at tro, at du har en god placering.
Fejl i køreskolernes Google Ads-kampagner
Vi har tidligere gennemgået en række køreskolers Google Ads-kampagner. Mange er stadig behæftede med fejl. Den hyppigste, dyreste og mest alvorlige fejl i kampagnerne er, at mange kommer til at annoncere i geografiske områder, hvor de ikke tilbyder undervisning.
Et klassisk eksempel på det kan være, at en potentiel elev fra Rønne (Bornholm) bliver eksponeret for annoncer fra sjællandske køreskoler. Eleven vil muligvis slet ikke klikke på annoncen. Dermed skal køreskolerne dog heller ikke betale for klik, men det gør annonce-kontoens statistik dårligere – og det ”belønner” Google med dyrere annoncering. Google vil nemlig helst vise annoncer, der har høj sandsynlighed for at blive klikket på – og som samtidigt er relevante for den, der søger.
En anden type fejl vi ofte støder ind er, at der bliver annonceret på søgesætninger som umiddelbart lyder relevante, men som ikke giver nok værdi – eksempelvis en søgeterm som ”gratis teoriprøve”. Den kunne godt koste et dyrt klik, men vil nok næppe give køreskolen en ny elev.
4 gode råd
Herunder følger 4 råd som du kan bruge, hvis du hurtigt vil tjekke, om det ser OK ud med din køreskole på Google. De sikrer ikke at alt er 100% ok, men det er mere en ”quick and dirty”-test. Hvis ikke nedenstående er i orden, går din virksomhed højst sandsynligt glip af mange elever hver måned.
· Gå i ”incognito-mode” i din browser og søg på ”kørekort” og ”køreskole” – hvor højt ligger du?
· Få en ven fra en anden by til at tjekke hvor du ligger med ”kørekole + bynavn” og ”kørekort + bynavn”
· Tjek din virksomhedsprofil igennem – er alt udfyldt? (og spørg dine elever ad, om de vil give dig en bedømmelse på Google)
· Tjek din Google Ads-konto (hvis du har en) efter for irrelevante søgeord.